Nexø sandsten
I Nexø og omegnen har vi som det eneste sted i Danmark røde sandsten i undergrunden. Det er dem, der kaldes Nexø sandsten. Når vandet løbet ned gennem jordlagene til grundvandet, løber det ned langs stenene. Mineralerne og saltene fra stenene blødgør og giver vandet smag.
Vi kender beskrivelserne fra de gamle whiskydistellerier i Skotland, hvor man oftest peger ud mod de klipper og vandet, der løber lige udenfor ved destilleriet.
Terroir og klippegrunden har en betydning for vandets smag og kvalitet.
Det smages i vodkaen, hvor vandet giver spiritussen en blød, lettere floral, lidt saltet og sødlig smag.
Der er en tendens til, man tænker, at vodka blot er vodka. Men kvaliteten og smagsnuancerne er ligeså varierende som i fx en gin.
Filtrering
I de fleste spiritusproduktioner har man større, eldrevne anlæg stående til at rense vandet.
Omvendt osmoseanlæg kører på strøm - tit i døgndrift. De bruges til at afsalte og demineralisere vandet, så det er sterilt ligesom det vand, der blandt andet anvendes på hospitaler til at skylle sår og instrumenter med, opløsning og fortynding af lægemidler og til insprøjtning.
Når vandet er renset fuldstændigt sterilt, kan man tilsætte de mineraler og salte, man vil have, og dermed styre smagen 100%. Det er praktisk og nødvendigt, når man producerer i store mængder til kunder, som altid forventer det samme produkt og den samme smag.
I produktionen af FALK Bornholms vodka, honningsyp og likører er det de lokale råvarer og de naturlige smage, som er det interessante. Derfor er vandets egen smag bevaret i vodkaen.
Ethanol
Ethanol kan destilleres på korn og kartofler. Ethanolen til FALK Bornholms vodka er destilleret på hvede.
Ethanolen destilleres ikke hos FALK Bornholm, men bestilles og indkøbes fra et større destilleri.
Når man destillerer løber spiritussen ud i sidste ende i tre dele: hovedet, hjertet og halen.
I hovedet findes ethanal, acetone, methanol og ethylacetat. De giver en mælkehvid, skrap alkohol.
I hjertet findes ethanolen.
I halen findes det, vi kalder fusel. Det er 5 forskellige slags alkoholer. Blandet sammen er det en tynd alkohol, der smager og mest af alt lugter fælt.
Ved et stort destilleri har man muligheden og kapaciteten for at dele de alkoholer, man ikke sælger til spiritusproducenter, op og sælge videre til bl.a. kosmetik-industrien.
Vodkaens historie
Vodka på Bornholm
Der er forskellige historier om, hvor vodkaen har sin oprindelse. Man er dog enig om, at Polen er der, hvor vodkaen først blev destilleret og drukket.
Man har fundet rester af destilleringsanlæg og andre tegn på produktion af vodka i Polen fra omkring år 800-900 e.v.t. Andre mener, at vodkaen, som vi kender i dag, først nåede til Polen omkring det 13. århundrede med de arabiske købmænd.
Selve destillerings-metoden har sin oprindelse fra Asien, hvor man destillerede æteriske olier og balsam. Ligesom med kunst og myter har metoden udbredt sig langsomt ned gennem Ægypten og de arabiske lande, gennem Grækenland, Rom og derefter op mod Europa.
På et tidspunkt har man fundet ud af, at de alkoholer, man har haft anvendt til parfumer og til at balsamere lig med, også har kunnet drikkes. Det, synes jeg, er en sjov viden, fordi man i dag ved destillering af ethanol netop kan skære 'halen' ('tails') fra og sælge denne videre til kosmetik-industrie. Fusel, som halen består af, kan anvendes til produktion af bl.a. foundations og parfumer.
På Bornholm har vodkaen sandsynligvis været anvendt som base til honningsyppen siden vikingetiden.
Basen til honningsyppen
Man siger, at der er fundet tegn på, man på Bornholm har drukket honningsyp siden vikingetiden. Og når vi ved, at man i Polen højst sandsynligt har destilleret og drukket vodka omkring år 800-900, så er det også sandsynligt, man har kunnet destillere på Bornholm i slutningen af vikingetiden.
Mjød er nok den drik, man mest forbinder med vikingerne. Mjød brygges på honning, som fermenteres og laves til alkohol. Vi ved derfor, man har anvendt honning til drikkevarer. Derfor er det også utroligt nærliggende at forestille sig, at hvis man på Bornholm har kunnet destillere spiritus omkring år 900-1000, så kan man sagtens have anvendt honning til at få drikken til at smage bedre.
Før i tiden har man på Bornholm haft en tradition for at servere en 'dørsnaps' for sine gæster. Vi ser en lignende tradition afbildet i runeskrifter, hvor vikingerne står med drikkehorn som velkomstdrik til længe ventede gæster. Man siger, at dørsnapsen bestod af et lille glas hjemmebrændt spiritus, og at man for at tage den grimme smag tog en skefuld honning i munden straks bagefter.
I Bornholms museums kogebog 'Bornholmernes spisekammer' gives opskriften på en honningsyp og andre syp, hvor honningen er rørt sammen med spiritussen og evt. krydderurter.
