Kaffe årgang 2026
Kaffebønner fra lokale kafferisterier og et Barbados Rom-/ Ex Rye-fad
Produktionen af årets kaffelikør strak sig over knap et halvt år fra marts til juli 2026. De 407 flasker blev tappet torsdag d. 13. august.
Der er indkøbt og anvendt 10 kg kaffebønner fra Bean Buddy i Svaneke og 12 kg kaffebønner fra Sueños i Østerlars til kaffelikøren.
Denne gang er kaffelikøren et mix af flere elementer: Jeg har lavet udtræk med kaffebønner direkte i spiritussen, forsøgt mig med to forskellige metoder til cold brew, fermentering og sirup.
Kaffelikøren har lagret på et brugt Barbados Rom-/ Ex Rye-fad fra Stauning Whisky, og det har blandt andet givet en krydret smag af vanilje, brændt karamel og rom til likøren.
Kombinationen af de forskellige kaffebønner giver kaffelikøren en rig, rund og nuanceret smag af aromatisk gourmetkaffe.
Alkoholprocenten er i år på 36% vol.
Kaffelikøren er skabt til at kunne nydes ren, på samme måde som en god rom. Den fungerer også rigtig godt i en Espresso Martini og andre kaffecocktails, som avec, til desserten eller hældt over vaniljeis.
FALK Bornholms kaffelikør
Kaffelikøren har en rig, rund og nuanceret kaffesmag med en tydelig sødme.
Selvom kaffelikøren holder 36 % vol., opleves alkoholen overraskende blød og integreret i smagen.
Sødmen, kaffen og fadnoterne balancerer hinanden, og resultatet er en fyldig kaffelikør med en rund og lang eftersmag af gourmetkaffe, krydret vanilje og brændt karamel.
Likøren er skabt til at kunne nydes ren enten ved stuetemperatur eller let afkølet.
Kaffelikøren fungerer også rigtig godt som avec, til desserten, i en Espresso Martini eller andre kaffecocktails, blandet i iskaffe eller helt enkelt hældt over vaniljeis.
Kaffe årgang 2025
Friskristede kaffebønner fra kafferisterier på Bornholm
FALK Bornholms kaffelikør er skabt med fokus på ægte kaffesmag og fyldig karakter.
Den vandt publikumsprisen til Sol over Gudhjem Produktprisen i 2021.
Likøren har en dyb og intens kaffenote med subtil sødme og let bitterhed, som giver en harmonisk og velafbalanceret smagsoplevelse.
Kaffelikøren er ikke en sød, tung likør, men en likør, der smager af en rig, dyb gourmet-kaffe med en høj alkoholprocent.
Kaffelikøren er til kaffenyderen, der sætter pris på en god kop kaffe. Jeg plejer at sige, at den er smagsmæssigt mere ovre i et rent shot espresso med en alkoholprocent på 33% vol.
Likøren er lagret på et brugt Kentucky Bourbon/ Ex Rye whiskyfad fra Stauning Whisky, hvilket tilfører fine nuancer af egetræ, varme og en let, rund whiskykarakter, der giver ekstra dybde og kompleksitet.
Kaffelikør er ideel som avec, til desserter, over vaniljeis eller sammen med chokolade. Den egner sig også perfekt i cocktails som Espresso Martini, i kaffe eller serveret let afkølet som en fyldig og indbydende likør til både hyggelige stunder og festlige lejligheder.
En karakterfuld likør for alle, der holder af ægte kaffesmag med et strejf af whisky og fadlagret dybde.
Nydes let afkølet eller ved stuetemperatur.
Historien om kaffelikøren
Den eneste opskrift, jeg havde lavet med udførlige mål og anvisninger, da jeg cvr-registrerede FALK Bornholm i midten af maj 2020, var kaffelikøren.
Igennem de sidste 6 år har jeg oplevet og prøvet flere metoder og mange slags kaffebønner med kaffelikøren. Som kunde vil du også opleve, at den sidste årgang smager anderledes end den næste.
De første par år var der bl.a. en udfordring med kaffens bitterhed, indtil jeg lærte, det skyldtes, at en del af kaffebønnerne blev opbevaret i en uopvarmet lade før ristning. Det gav kaffebønnerne om vinteren en helt anden type ristning, som fremhævede de bitre noter.
Efter den erkendelse, at kaffebønner også er et naturprodukt, har jeg valgt at spare mere og mere med Benjamin, der har BeanBuddy i Svaneke. Der er derfor i årgang 2026 primært kaffebønner fra hans kafferisteri og rester af essenser fra årene forinden.
Opskriften er hvert år under udvikling, hvor jeg skifter kaffebønner og eksperimenterer med forskellige, brugte egetræsfade.
Siruppen er trukket på den måde, som jeg ynder at gøre det med alle mine likører; ved at fermentere en eller flere af smagsgiverne i honning. Denne gang er det kaffegrums fra Bean Buddy, der har været rørt op i honningen og har fået lov til at fermentere til en tyk mjød.
White Coffee Negroni
3 cl FALK Bornholm kaffelikør
3 CL lys bitter (fx suze eller Luxardo Bitter bianco)
3 cl hvid vermouth eller tør, aromatisk hvidvin
isterninger
evt. en citronskal eller en kvist rosmarin
Hæld alle ingredienserne over i et røreglas med isterninger.
Rør i 20-30 sekunder, til drinken er iskold og let fortyndet.
Si over i et lavt glas med en stor isterning.
Pynt evt. med en strimmel citronskal eller en kvist rosmarin.
Nordisk Negroni
3 cl falk bornholm kaffelikør
3 cl vodka eller gin
3 cl rød bitter (fx campari Eller aperol)
Isterninger
Appelsinskal eller en skive tørret appelsin
Hæld alle ingredienserne i et røreglas med is.
Rør rundt i ca. 20 sekunder, til drinken er kold og let fortyndet.
Si drinken over i et low-ball glas med en stor isterning.
Pynt med appelsinskal.
Espresso Martini
3 cl falk bornholm Kaffelikør
4 cl falk bornholm vodka
3 cl friskbrygget espresso eller stærk kaffe
1 cl FALK Bornholm honningsyp
Isterninger
evt. 2-3 kaffebønner
Lad espressoen køle ned.
Hæld vodka, kaffelikør, honningsyp og espresso i en shaker med isterninger.
Shake kraftigt i 15-30 sekunder.
Si over i et martiniglas.
Pynt evt. med 2-3 kaffebønner.